Om foreningen

Juridisk Forening i Aarhus er et fagligt mødested for jurister i Aarhus og Østjylland.

I foreningens vedtægter fra 1906 hedder det i § 1:

"Foreningens Formål er at samle Jurister i Aarhus til jævnlige Sammenkomster dels med Foredrag og Diskussioner og dels i selskabelig øjemed".

Foreningen er åben for alle jurister i det østjyske område, som ønsker at deltage i faglige arrangementer, og ønsker at knytte og bevare kontakt til fagfæller.

Foreningen har ca. 250 medlemmer. Medlemskredsen repræsenterer alle juridiske miljøer i Aarhus, herunder såvel private virksomheder som offentlige myndigheder og institutioner.

Foreningens medlemmer repræsenterer en bred vifte af indehavere og ansatte i advokatfirmaer og private virksomheder, ansatte ved Retten i Aarhus, Aarhus Politi, Aarhus Universitet, Handelshøjskolen i Aarhus, Aarhus Kommune, Region Midtjylland etc. Alle juridiske kandidater er velkomne.

Siden 1906 har foreningen navnlig opfyldt sit formål gennem afholdelse af foredrag og diskussioner over aktuelle emner af almindelig relevans for jurister. Formålet er i mindre grad at varetage egentlig efteruddannelse, men snarere at sætte fokus på aktuelle emner af mere overordnet betydning. Emnerne for foreningens arrangementer spænder dog bredt over såvel specifikke juridiske temaer som retspolitiske spørgsmål.

Som foredragsholdere eller oplægsholdere inviteres førende specialister og fagfolk fra hele landet, ligesom foreningen lægger vægt på at kunne præsentere fremtrædende juridiske forskere.

I de senere år er møderne afviklet hos advokatfirmaer og myndigheder m.v. Almindeligvis påbegyndes arrangementerne kl. 17.00 med foredrag og debat. Efterfølgende er der mulighed for socialt samvær over et måltid med vin og kaffe.